Naturlige, automatiske reaktioner på fare

Vores nervesystem er bygget til at opdage og reagere på faresignaler i vores omgivelser. Det gør sig stadig gældende, selvom vi ikke længere bor i en verden, hvor vi risikerer at blive jaget og spist af rovdyr.

Det giver moderne problemer for det moderne menneske. For de mekanismer, som vores nervesystem tager i brug for at neutralisere fare, er designet til konkrete, akutte situationer.

De ting, som bringer os i ubalance i dag er i høj grad diffuse og allestedsnærværende: Økonomiske bekymringer. Fatalistiske nyheder fra alle klodens hjørner. Politiske dundertaler. Kunstigt lys. Manglende adgang til natur. At være tæt omgivet af fremmede mennesker konstant. Støj- og luftforurening.

Alt dette og meget mere skal vores nervesystem reagere på. Og det skal det med reaktionsmønstre, som egentlig er designet til at slippe væk fra konkrete, akutte farlige situationer.

Det betyder, at mange af os er i et mere eller mindre kronisk forhøjet beredskab, og kan have svært ved at slappe rigtigt af og restituere effektivt.

Disse reaktioner bliver ofte latterliggjort, patologiseret, udskammet og misforstået. Men de er hele udgangspunktet for min måde at arbejde med mennesker på, for de er en del af vores fysiologi om vi vil det eller ej.

Vi er stadig blot pattedyr.

Nedenfor vil jeg illustrere fem grundlæggende reaktioner på stress eller fare, som vi gennemgår afhængigt at vores oplevelse af farens karakter og vores ressourcer. Vi starter fra venstre, hvor vi oplever en relativt lav grad af fare og at have relativt mange ressourcer til rådighed. Som vi bevæger os mod høje, går vi ind i reaktioner, som er kendetegnet ved en sansning af overhængende fare samt færre og færre ressourcer til at håndtere den.

Reaktionerne er kendt som de fem F'er: Flight, fight, freeze, fawn og flop.

Det er en stor skam, at den her viden om hvordan vi reagerer, når vi oplever fare, ikke er mere udbredt.

Det gælder inden for det psykiatriske og terapeutiske felt, hvor normale reaktioner patologiseres.
Det samme gælder inden for pædagogik, uddannelse og i princippet alle offentlige systemer og institutioner.

Det er især slemt inden for det juridiske system, hvor ofre kan opleve at blive udskammet for deres naturlige reaktioner, som samtidig bliver brugt som et argument imod at der er sket en forbrydelse imod dem. Hvis der ikke er tegn på kamp tages det som et tegn på samtykke eller stiltiende accept.

I virkeligheden er nedlukningsreaktioner som frys, fawn og kollaps helt naturlige og ofte forekommende reaktioner på især seksuelle overgreb, men også andre former for vold og grænseoverskridende adfærd.

Vi er stadig pattedyr. Vi er udstyret med et sansesystem, som konstant overvåger omgivelserne for at finde tegn på enten fare eller tryghed. Vi har skabt en verden, hvor vi hele tiden bombarderes med indtryk, og mange af dem signalerer fare i en eller anden grad.

Samtidig er vores nervesystem tunet af vores tidligere oplevelser og erfaringer, og mange mennesker lever derfor med et nervesystem, som er ekstra opmærksomt på fare og har svært ved at opfange signaler for tryghed.

Det er hele udgangspunktet for mit arbejde med mennesker: At hjælpe med at tune nervesystemet mere imod tryghed og mindre imod fare.